Semler Agro A/S bliver eksklusiv forhandler af Bogballe/Bredal i Danmark
28-04-2026Pressemeddelelse
Semler Agro udvider sin maskinportefølje i Danmark med en strategisk forhandleraftale med Bogballe/Bredal. Aftalen træder i kraft den 28. april 2026 og betyder, at Semler Agro bliver eksklusiv forhandler i Danmark og fremover varetager salget af Bogballe/Bredal-produkter til danske landmænd og maskinstationer.
Aftalen er et led i Semler Agros ambition om at tilbyde intelligente og effektive løsninger, der matcher behovene i moderne dansk landbrug – nu og i fremtiden.
Bogballe/Bredal er kendt for sine specialiserede maskiner til udbringning af mineralgødning og kalk. Produkterne henvender sig både til bedrifter og maskinstationer, der ønsker høj præcision og enkel betjening, og hvor kapacitet og driftssikkerhed er afgørende.
“Med aftalen får vi en produktportefølje af kvalitetsspredere, som passer rigtigt godt ind i vores øvrige portefølje af premium produkter, som netop efterspørges af danske landbrug og maskinstationer”, udtaler Søren Thomasen, Commercial Solution Center Manager, Semler Agro A/S.
Bogballe/Bredal-løsningerne falder godt i tråd med John Deeres Precision Ag teknologi og det stigende fokus i markedet på gradueret tildeling samt opsamling og anvendelse af data ved gødskning og udbringning af kalk.
”Kombinationen af effektive spredere og John Deere Precision Tech, giver unikke muligheder for planlægning af opgaver såsom gødskning og sprøjtning og understøtter det voksende behov for dataopsamling og automatisk dokumentation af arbejdet i marken”, siger Søren Thomasen.
Niels Nicolai Andersen, CEO i Bogballe/Bredal ser også frem til samarbejdet. “Vi ser samarbejdet med Semler Agro - og deres stærke landsdækkende salgs- og service-setup - som en fantastisk mulighed for at komme endnu tættere på de danske landmænd og maskinstationer”.
