close
Menu

Semler Agro overtager John Deere Have & Park-agenturet på Fyn

Den fynske Semler Agro-forhandler i Odense overtager nu alt inden for salg og service af John Deere Have & Park-maskiner og dedikerer en afdeling hertil, hvor et fast personale skal sørge for, at kunderne oplever det bedst mulige partnerskab.

Semler Agro har været til stede på Fyn siden august sidste år, hvor de overtog John Deere-aktiviteterne. Dog fortsatte den tidligere forhandler Glamsbjerg Maskin Center med Have & Park-aktiviteterne indtil en ærgerlig konkurs i december.

Siden har Semler Agro arbejdet hårdt på at skabe det team omkring aktiviteterne, der kan sørge for, at de fynske kunder også fremadrettet har en lokal partner.

- Vi har arbejdet på at finde den bedste løsning for de kunder, der kom i klemme efter Glamsbjerg Maskin Centers. Den løsning har vi nu fundet, og vi er sikre på, at vi med dedikerede folk til at dække have & park-området på Fyn vil kunne leve op til vores kunders forventninger og bevise, at Semler Agro er den bedste partner for dem, siger Kim Skovgaard Rasmussen, adm. direktør hos Semler Agro.

Fast personale til Fyn 

Til hverdag kommer der til at være en serviceafdeling i Odense, hvor en mekaniker kun vil arbejde med Have & Park-maskiner. Ligeledes vil Egon Dalum, der har stor erfaring indenfor arbejdsfeltet, også rykke ud mobilt og servicere de fynske kunder ugentligt.

- Med en dedikeret afdeling i vores Odense-afdeling sikrer vi, at vi er central placeret på Fyn, og at vi har mandskabet til at løse de serviceopgaver, der opstår i løbet af sæsonen, siger Kim Skovgaard Rasmussen og fortsætter:

- Med Egon Dalum, der har stor erfaring fra vores Have & Park-kunder i Sønderjylland, får vores fynske kunder en engageret og vidende mand til at sikre, at de hele tiden har de bedste løsninger til netop deres opgaver.

Semler Agro Odense er allerede i gang med at servicere kunderne med den nye organisation på John Deere Have & Park-området, ligesom Egon Dalum er i gang med sine første ture rundt på Fyn.