close
Menu
  • Hjem >
  • Info
  • >
  • Nyheder og Events
  • > Lancerer fast pris-koncept og udefradrag: Semler Agro gør op med prisstruktur på eftermarkedet

Lancerer fast pris-koncept og udefradrag: Semler Agro gør op med prisstruktur på eftermarkedet

1. maj lancerer Semler Agro et koncept med faste priser på en lang række eftermarkedsydelser og udefradrag på reparationer væk fra værkstedet. Det nye, dynamiske setup gør, sammen med et effektiviseret distributionssystem, Semler Agro i stand til at rykke hurtigere ud og samtidig skabe billigere priser for kunderne.

Semler Agro satser massivt på at skabe øget servicering ude hos landbruget for at gøre hverdagen lettere for kunderne. Nu føler de trop med et nyt priskoncept, der belønner reparationerne ude hos kunden. I dag 1. maj lancerer virksomheden et nyt timepris-system, hvor kunderne får fordele ud af at få Semler Agros serviceeksperter på besøg.

For når Semler Agros servicevogne kommer forbi for at løse problemerne, koster det ikke ekstra. I stedet for et tillæg gives der derimod et udefradrag på fem procent på timeprisen, når maskinerne serviceres og repareres hos kunden, forklarer Morten Buus, driftsdirektør hos Semler Agro.

 - Vi tror på, at fremtiden for Semler Agro ligger i at være tættere på kunderne. Det gør det nemmere for landmændene at drive deres forretning, og da vi ser os selv som landbrugets bedste samarbejdspartner vil vi naturligvis støtte op om vores kunder med alle vores nye tiltag, forklarer Morten Buus og fortsætter.

- Vores kørende servicevogne er allerede meget efterspurgte, og kunderne er meget tilfredse med den service. Med vores udefradrag gør vi det hurtigere, billigere og mere effektivt for kunderne at få maskinerne tilbage i drift, når uheldet er ude. 

Faste timepriser

Foruden muligheden for rabat på servicering væk fra værkstedet, kommer Semler Agro også med tre faste prisgrupper som en del af det nye koncept. Herved bliver det nemmere for kunderne at gennemskue, hvad timeprisen er for de enkelte maskiner. Således deles maskinerne fremadrettet ind i grupper efter alder: Fra 0-5 år, 5-10 år og over 10 år.

 - Vi synes, der har manglet gennemskuelige priser på eftermarkedet, og derfor gør vi det nu let for vores kunder at gennemskue, hvad timeprisen er på netop deres maskine. Samtidig er der for størstedelen af vores kunder tale om en reel prisnedsættelse, når de samtidig vælger at få deres maskine serviceret derhjemme, siger Morten Buus.

Helt konkret kan kunderne i det fremtidige setup få udført reparationer på stedet fra 455 kr. ekskl. moms afhængig af alderen på maskinen, hvor prisen tidligere var op til 670 kr. Samtidig bortfalder kilometer-taksering og opstartsgebyrer helt.

- Vores priskoncept er et signal om, at vi ved at rykke tættere på landbrugets forretning og styrke deres mulighed for hurtigere reparationer vil manifestere os som landbrugets bedste samarbejdspartner, forklarer Morten Buus.

Udefradraget og fast pris-konceptet lanceres i alle Semler Agro butikker den 1. maj.